"Kan man egentlig skrive en nekrolog over en hund?"

Abstract

Artiklen udfolder casen „Basse“ – en højtelsket plejehjemshund, der levedestørstedelen af sit liv som fælleshund på et dansk plejehjem, indtil den gik borti efteråret 2020. Med udgangspunkt i en „flerartsantropologisk“ analytisk optikviser forfatterne, hvordan hundens tilstedeværelse på plejehjemmet skaber nyemuligheder for tilblivelse; for hunden såvel som for plejehjemslederen, beboereog frivillige, som er engageret i at drive plejehjemmet. Forfatterne viser,hvordan hunden bevæger sig på et kontinuum mellem det menneskelige og detikke-menneskelige. På den ene side fremstår Basse som i besiddelse af (ekstra-ordinære) menneskelige egenskaber, når den agerer som omsorgsgiver i detrelationelle samvær med beboere på plejehjemmet. På den anden side fremstårBasse som radikalt anderledes end mennesket, når den optræder som symbolpå og instrument for strategiske forandringstiltag, og ved slutningen af sit liv,hvor aldringen sætter ind, og den ikke længere kan tilpasse sig og agere omsorgsgiveri samværet med beboerne. Forfatterne argumenterer for, at det erBasses egenskaber som art/hund på grænsen til det menneskelige, som skaber etsærligt mangfoldigt mulighedsrum for menneskelig tilblivelse, og at det er det,der gør den til en særdeles afholdt og værdifuld medbeboer på plejehjemmet. Tilsidst i artiklen diskuteres, hvordan en „flerartsantropologisk“ analytik rejser enopmærksomhed på aldring som et fænomen, som mennesker deler med andrearter, og som afstedkommer en eksistentiel skrøbelighed. I forlængelse herafreflekteres over de nye etiske og politiske spørgsmål, som denne optik giveranledning til at diskutere, herunder menneskers særlige forpligtelse til at handleansvarligt og omsorgsfuldt over for de mangfoldige former for liv, vi som menneskerlever, bliver til og bliver ældre sammen med.