"Den herligste Tidsfordriv"

Abstract

I denne artikel viser jeg mhp. en analyse af H.V. Kaalunds og J.Th. Lundbyes Fabler for Børn (1845), hvorledes dyr i 1800-tallet blev garanter for børns særstatus som naturlige og uskyldige. Jeg viser, hvorledes ‘barnlige’ evner som fantasi blev forudsætningen for tre typer af ’genfortryllelse’ af de fremvoksne sociale domæner kernefamilien og nationalstaten samt den religiøse sfære. Jeg argumenterer for, at man bør opfatte disse genfortryllelser som systematiske bekræftelser af Philippe Descolas ontologitypologi beskrevet i Beyond Nature and Culture (2013).